Indlæg nr. 2 om tågængere.

Posted on 13. mar, 2017 by in Ikke kategoriseret

Lad os starte med lidt viden om sansemotorik.

Selvom den eksakte patofysiologi er ukendt ved tågang, postuleres det, at der er en mindre defekt i det sensoriske system.

Sans kommer af sensus (følelse, fornuft). At sanse: barnet begynder at opfatte omverdenen.

Der er 3 grundlæggende sanser taktilsans, vestibulærsans og kinæstesisans. De bliver kaldt de primitive sanser, da de udvikles i fostertilstanden, hvor barnet ligger og skulper og modtager tryk fra fostervand og organer. De sørger for, at vi de første leveår kan lære at holde os oprejste mod tyngdekraften. Udvikling af sanser og bevægelser er meget afhængige af hinanden.

  • Taktilsansen: allerede i mors mave opleves en konstant berøring og varme. Der skal røres ved børn. De skal tages op, og de skal mærke varme, kulde samt vådt og blødt mod huden. Derved lærer vi f.eks. at tage mere tøj på, hvis vi fryser.
  • Vestibulærsansen – også kaldet labyrintsansen har med ligevægt at gøre og er den første sans der dannes i barnet. Bag øret sidder en slags snegl – 3 buegange, der indeholder en sej væske. Ved bevægelse skubber væsken til fimrehårene og besked sendes til hjernen, hvis barnet bliver svimmelt, så bevægelse kan stoppes. Den hurtige bevægelse der sker, når barnet går på tæer bremser væskens bevægelse i buegangene, så barnet ikke mærker svimmelhed (som når en spand indeholdende væske slynges hurtigt rundt, ligger væsken helt stille inde i spanden). Derfor har barnet brug for rotation og for at gynge. Hvis en mor har været i fuld aktiv under graviditeten, har barnet fået trænet labyrintsansen, hvorimod en sengeliggende mor ikke træner denne sans hos barnet. Ørebørn kan have en dårlig balance, fordi de holder hovedet stille og labyrinten bliver ikke stimuleret. Dysfunktionel vestibulær sans er et almindeligt problem ved autisme. Den vestibulære sans er knyttet til barnets balance og koordination, hvor der sendes besked til hjernen om kroppens bevægelser og position, og den har betydning for indlæring. Når denne sans ikke fungerer, kan der komme symptomer i form af tågang, dårlig opførsel og indlæringsvanskeligheder. Ses ofte hos børn med autisme, ADHD, ordblindhed og Asperger, men også mange “normale” børn kan have udfordringer med tågang og den vestibulære sans.
  • Kinæstesisansen – også kaldet stillingssansen: barnets fornemmelse for muskel- og ledfunktion. Hvordan man spænder og slapper af, bøjer og strækker/retter ud og vide hvor de forskellige legemsdele befinder sig. Muskler, led og sener må arbejde præcist sammen, for at bevægelser kan udføres koordineret. Er denne sans ikke udviklet kan børn f.eks. sidde skævt på en stol, stille en kop på kanen af bordet, have svært ved at stoppe farten og løber f.eks. ind i en dør. Hvis denne sans er dårligt udviklet er der ofte også problemer med både taktil- og vestibulærsansen. Der skal trænes rum- og retningsopfattelse – alle grundmotoriske funktioner. F.eks. det at holde en blyant i den ene hånd og på papiret med den anden, smøre sin egen mad – i det hele taget finde ud af kroppens bevægelser.

Balance består af disse 3 sanser sammen synssansen. For børn kan have en god balance, må de have mulighed for at træne de fire sanser samlet. F.eks. når et barn gynger stimuleres den vestubulære sans og balancen trænes ubevist.

Patofysiologien ved idiopatisk tågang.

Udover manglende udvikling i det sansemotoriske system kan der nævnes:

  • Børn kan være meget følsomme på fodsålerne, så berøring opfattes kraftigere. Barnet går da på tæer for ikke at blive berørt konstant fra underlaget.
  • Når et barn begynder at gå, skal tæernes griberefleks være udviklet. Er den ikke det, kan det være årsag til, at barnet går på tæer.
  • Børn af forældre, der af vane har været tågængere, ses ofte også som tågængere.

Der er ofte en genetisk komponent, da der er rapporteret en positiv familiehistorik. I Hall et als første beskrivelser, står der noteret, at deres patienter havde en medfødt forkortelse af achillessenen, som førte til nedsat bevægelse i talocruralleddet/ankelstivhed og dermed tågang. Selvom efterfølgende studier har vist, at ikke alle patienter med idiopatisk tågang har forkortelse af achillessenen som en mekanisk forklaring for gangafvigelsen, og at nogle patienter er tågængere trods deres viljebestemte mulighed for at gå på flade fødder (dynamiske tågængere eller vane-tågængere).

Da de fleste studier har brug for længere tids follow up, er den naturlige historik af idiopatiske tågængere ikke veldefineret. Meningen om konsekvenserne for voksne med vedvarende tågangmønster er delt i 2 lejre.

  1. Den ene mener, at uanset hælnedslaget og graden af ankelbevægelse, vil børn med vedvarende tågang til sidst udvikle et fikseret ankelled medførende bagfod valgus og et utal af potentielle fodproblemer. Dette argument er fortaler for aggressiv intervention mod tågang i den tidlige barndom.
  2. Den anden mener, at idiopatiske tågængere har en godartet historik, hvor størsteparten ikke manifesterer nogen særlige funktionelle begrænsninger eller patologiske følger som voksen, på trods af variabel objektiv ankelbevægelse eller gang. Dette argument er fortaler for en observerende tilgang til behandling af denne ganganomali.Patofysiologien ved ikke-idiopatisk tågang.Anderledes ser det ud ved patienter med cerebral parese, hvor patofysiologien er klarere og afhænger af 2 mekanismer centreret på spasticiteten af underekstremitetens muskulatur. Spasticiteten af fodens og anklens muskulatur kan føre til en progressiv ankelkontraktur, da spastiske muskler vokser langsommere end ikke-spastiske muskler. Dernæst kan spasticitet og fleksion af de mere proximale hofte- og knæled føre til tilsyneladende tågang, når patienten forsøger at holde balancen (oprejst). Hvis hofte og knæ er flekterede i stand, og anklen holdes i den rigtige vinkel i forhold til tibia, vil patienten bære vægten på tæer og forfod, også selvom selve ankelleddet ikke er stift.

Forskelle mellem idiopatisk og ikke-idiopatisk tågang.

Patienter med ikke-idiopatisk tågang afviger fra børn med idiopatisk tågang. Børn med cerebral parese og tågang er ofte for tidligt fødte, sent udviklede – især er de sene til at begynde at gå. Der kan også være sket skade på hovedet eller noget vaskulært før 2 års alderen men der ses også mere voldsomme neurologiske tilstande.

Patofysiologien ved ikke-idiopatisk tågang.

Anderledes ser det ud ved patienter med cerebral parese, hvor patofysiologien er klarere og afhænger af 2 mekanismer centreret på spasticiteten af underekstremitetens muskulatur. Spasticiteten af fodens og anklens muskulatur kan føre til en progressiv ankelkontraktur, da spastiske muskler vokser langsommere end ikke-spastiske muskler. Dernæst kan spasticitet og fleksion af de mere proximale hofte- og knæled føre til tilsyneladende tågang, når patienten forsøger at holde balancen (oprejst). Hvis hofte og knæ er flekterede i stand, og anklen holdes i den rigtige vinkel i forhold til tibia, vil patienten bære vægten på tæer og forfod, også selvom selve ankelleddet ikke er stift.

Forskelle mellem idiopatisk og ikke-idiopatisk tågang.

Patienter med ikke-idiopatisk tågang afviger fra børn med idiopatisk tågang. Børn med cerebral parese og tågang er ofte for tidligt fødte, sent udviklede – især er de sene til at begynde at gå. Der kan også være sket skade på hovedet eller noget vaskulært før 2 års alderen men der ses også mere voldsomme neurologiske tilstande.

 

Leave a Reply