Helt nyt indlægskoncept fra USA

Posted on 14. aug, 2016 by in Ikke kategoriseret

Så har jeg, som nogle af jer også har, hørt om såler i 3D i enten København eller Odense. Det vil jeg skrive lidt om, og nederst i Nyhedsbrevet står der om ferie i webshoppen og tilmeldinger til workshops dette efterår.

Konceptet om sålerne var virkelig smadder interessant men også kontroversielt.

Til jer der ikke havde fornøjelsen at deltage, kan jeg kort fortælle, at indlæggene fremstilles efter et aftryk af foden med højest mulig svang. Sålerne kalibreres, så de kan klare/bære patientens vægt og belastning.

Jeg er ikke enig i alt den gode Ed Glaser meget engageret fortalte om. Han havde rigtig meget at fortælle, da han har arbejdet med dette i rigtig mange år og hentes ind til bl.a. topatleter og Pentagons soldater. F.eks. mener han, at subtalarleddets akse er fuldstændig umulig at bruge som udgangspunkt, da den flytter sig/bevæger sig rigtig meget i løbet af gangcyklus – især ved hyperpronation. Jeg mener, at vi jo begrænser denne bevægelse rigtig meget, når vi forsøger at stoppe/begrænse denne pronation. Han mener også, at foden ikke kun bevæger sig omkring denne ene akse, så biomekanik, der er baseret på subtalarleddets neutralstilling dur ikke. Jeg mener, at selvom vi ser på bagfoden i neutral, ser vi jo også på resten af foden!

Han påstår også, at ingen indlæg ændrer gangafviklingen. Når han forholder sig til publicerede undersøgelser af indlægs funktion, så har han da ganske ret. Men jeg vil påstå, at mange af de indlæg danske fodterapeuter laver, ændrer gangafviklingen. Det ser/kontrollerer vi jo med egne øjne. Om de ændrer nok, kan måske stadig diskuteres Nogle af dem gør ikke!

Der er måske ikke noget at sige til, at han påstår, at alle andre indlæg end hans er “flade” uden effekt.

Hans holdning til at alle indlæg skal være indlæg lavet efter “fuld kontakt afstøbning”, hvor svangen samtidig er højest mulig i gangcyklus, det skal jeg bruge mere tid til at tænke over. Men i nogle tilfælde er jeg enig med ham. Det gælder f.eks. diabetikere med sår og rigide cavusfødder.

Han mener heller ikke, at kiler ændrer noget, især ikke kiler til bagfoden fordi hælen har en tyk rund fedtpude. Jeg tænker, om ikke hælen stadig kan finde sit eget leje, når der er en høj svang, hvis den kan, når der er en mindre svang og en kile????? Han erkendte, at der stadig skal benyttes kile til en forfod varus.

Ifølge Ed Glaser har den høje svang flere fordele: f.eks. a) bløddele får ikke et slag, når foden får kontakt med sålen b) fascien bliver kortere og gener fra facitis plantaris forsvinder c) foden har den rigtige stilling i svingfasen, så hælen isættes inverteret d) tibialis anterior er ikke på overarbejde.

Jeg ser noget rigtigt i hans holdninger, når der er skader. Måske skal vi lave højere/overstøttende svang, når en patient kommer med facitis plantaris, shinsplint eller andre skader. Men om de skal forblive max. høje, synes jeg er imod min overbevisning, men det må jo komme an på en prøve, da jeg fik taget aftryk og har bestilt et par såler, for at prøve på egen krop.

Vi er mange, der har bestilt et par, så det bliver rigtig sjovt at høre om de forskellige oplevelser. Håber at du vil skrive et par ord om din oplevelse, når du får dem afprøvet.

4 Responses to “Helt nyt indlægskoncept fra USA”

  1. Pia Heinricy 15 august 2016 at 19:58 #

    Hej Hanne. Så dejligt at du forholder dig og kommenterer på konceptet. Jeg var med i København .,..måtte desværre gå før tid, men tænkte netop at det kunne være spændende at høre andres tanker om terorien. Så tak for, at du som arbejder så seriøst med indlæg tager det op. Jeg tænkte lidt på om man ved den meget høje svang, forhindre musklerne i at arbejde bedst muligt? Tak for dine altid interessante nyhedsbreve. Mvh Pia

    • HanneMalcho 16 august 2016 at 10:22 #

      Tak Pia. Ja lad os få en debat om disse for os nye teorier. Jeg er netop også bekymret for muskelarbejdet, men han viste et eksempel på en ubehandlet charcotfod, som han påbegyndte at behandle med max svang. Foden var en tydelig gængefod ved starttidspunktet. Svangen blev løbende øget og efter ½ år var der tydelig svang og manden kom i almindelige sko. Han cykler 10 miles hver dag og spiller golf. Det er jo en fantastisk historie. Så jeg tænker, at der må være udmærket muskelarbejde – selvom JEG ikke forstår det.

  2. winnie lindersson 16 august 2016 at 09:26 #

    Hej
    Hanne ,jeg var desværre ikke med ,men har hørt om ideerne .Jeg har lavet en del indlæg,også med nogle som er meget støttende ved os naviculare ,med gode resultater ,så synes det er spændende .Jeg har dog samme overvejelser som du nævner . Dejligt du tager det op . Mvh Winnie

    • HanneMalcho 16 august 2016 at 10:31 #

      Hej Winnie. Det vil være super dejligt med en debat. Håber flere vil byde ind med erfaringer, oplevelser og spørgsmål. Det er helt klart at “tætsluttende og maxkorrigerende indlæg er gode til nogle patientgrupper. Blandt andet som jeg også nævnte i indlægget til diabetikere med sår og rigide cavusfødder. Sidstnævnte mener jeg jo, er en forbrydelse at behandle med lateral dublering.


Leave a Reply