Udvikling af mediale længdebuen hos det lille barn.

Posted on 28. apr, 2016 by in Ikke kategoriseret

Under dette emne har jeg valgt at koncentrere infoen om sustentaculum tali og skrive lidt om barfodsgang.

Sustentaculum tali.

Sustentaculum tali er en hyldelignende facet medialt på calcaneus, og er en meget vigtig vægtbærende element. Oversiden af hylden er stedet, hvor mediale del af talus danner led med calcaneus. Der hæfter 3 ligamenter på kanten af den.

Sustentaculum tali er essentiel for det opretstående menneske og for mennesket i bevægelse, men er også potentiel skadessted. Da den supporterer inderste kant af talus – den knogle, der danner ankelleddet sammen med tibia og fibula, hjælper den til med at hindre indadrulning af ankelleddet, når der er vægt på foden, og er derved nøglen til styring af tyngdepunktet. Når der er voldsomme udefrakommende kræfter på crus (spark eller træden forkert), som kan få ankelleddet til yderligere rul, så kan de tilhæftede ligamenter blive beskadigede. Fraktur i sustentaculum tali er sjælden og skyldes oftest intens traume (fald eller bilulykke).

Hos individer med en veludviklet medial længdebue danner sustentaculum tali en opadgående vinkel (A), hvilket positionerer talus direkte ovenpå calcaneus. Hvis der er overdreven pronation i barndommen, udvikles sustentaculum tali ikke korrekt, og den vil derfor i stedet få en nedadgående hældning (B), som begrænser dens mulighed for tilstrækkelig support af talus. Sustentaculum tali er ossificeret omkring 7 års alderen, og derfor er overpronation hos mindre børn særlig skadelig i forhold til korrekt udvikling. Og mulighederne for tilstrækkelig indlægsbehandling senere i barndommen/livet besværliggøres.

sus tali

Som beskrevet i Blogindlægget om bagfoden, så everterer calcaneus ekstra meget hos børn, og dette giver yderligere risiko for at calcaneus “tipper” så meget, at hylden får slagside.

Korrekt udvikling af sustentaculum tali er essentiel for dannelsen af mediale længdebue, da knoglearkitekturen derved kontrollerer bevægelse, hvorved muskel- og ligamentbelastning mindskes i standfasen.

Muskler og ligamenter kan blive så overbelastede, at de ikke er i stand til at deltage i supporten af talus. Talus bliver mere og mere prominerende, og den kan glide så meget ud, at den får underlagskontakt. Ofte er der normal svangbue ubelastet, men foden kollapser totalt ved vægtbæring. Der ses en hypermobil fod med abduceret forfod og everteret hæl i stående stilling.

En sådan fod kan ikke “vokse sig normal”, som forældre og børn ofte hører hos egen læge og/eller ortopæder. Det er ekstrem vigtigt, at få fremstillet indlæg, der hindrer denne glidning, så tidligt som muligt. For når knoglerne er ossificerede, er tilstanden ikke længere reversibel.

Barfodaktivitet.

Vi fodterapeuter véd godt, at børn har godt af at gå barfodet, men jeg vil alligevel henvise til en undersøgelse udført af Rao og Joseph, der undersøgte 2300 børn mellem 4 og 13 år i Indien. De fandt, at barfodsaktivitet faciliterer udvikling af mediale længdebue. Hos 13 årige børn, der voksede op uden fodtøj, var kun 2,8% platfodede, mens 8,6% var det hos børn, der brugte fodtøj. Der var også forskel på, om børnene bar fodtøj med smal tåkappe eller om de bar sandaler, da de børn der bar smalle sko havde fladere fodbue end de børn, der bar sandaler. (De 2 grupper var sammenlignelige i forhold til kropsvægt og andre faktorer, der kan udvikle platfødder).

De fandt også større prævalens for lave fodbuer hos 6 årige med fodtøj end hos dem, der ikke brugte fodtøj og konkluderede, at den kritiske periode for udvikling af svangbuen, er før 6 år.

Denne vigtige undersøgelse bekræfter, at sensorisk stimulation ved barfodsgang kan udvikle en forebyggende øgning i muskeltonus, der kan løfte svangbuen.

Fordi den typiske udviklingsmæssige genu valgum, der er tilstede i 2 -3 års alderen “strækkes”, når barnet bliver mellem 4 og 6 år (og mindsker medial forskydning af den kropsvægt, der fastholder en lav bue), vil barfodsaktiviteter i disse år øge muskeltonus og udvikling af en sund bue. I de situationer, hvor barfodsaktivitet ikke er mulig, og/eller hvor barnet er signifikant overvægtig, er indlæg (præfabrikerede eller lavet fra bunden) indikerede, da de kan forbedre udviklingen af mediale bue ved at løfte talus “op” fra sustentaculum tali, hvorved normal udvikling af denne vigtige knogleprojektion muliggøres.

Biomekanisk er overdreven talar adduktion meget ufordelagtig, da det øger kroppens kraftarm, der fastholder subtalarleddet i fuld proneret position gennem midtstandsfase og afsætsfase. Dette har signifikant effekt på både proximale kinetiske kæde og mediale forfod. Den adducerede talus fastholdes i midtstandsfasen i en fikseret position af den overliggende kropsvægt og det udadrotationsmoment, der skabes af svingbenet, kan ikke genere tilstrækkelig kraft til at abducere talus. Resultatet er, at disse torsionskræfter oplagres midlertidigt i standbenet. Sommetider ses det tydeligt, når disse kræfter “frigives” i form af et abduktions twist af bagfoden, når hælløftet sker.

I afsætsfasen er skadesrisikoen endnu større, da fortsat pronation i subtalarleddet ikke gør låsning af leddene mulig – på det tidspunkt, hvor maksimum stabilitet er nødvendig.

Indlægssåler.

Endnu en grund til at udrede barnet og ikke lade barnet “vokse sig ud af problematikken”. Indlæg vil hindre fejludvikling og permanent skade.

Næste Blogindlæg i serien om børnefødder omhandler tibia.

Leave a Reply