Indlæg nr. 4 om biomekanik

Posted on 02. jun, 2015 by in Ikke kategoriseret

I dag vil jeg skrive om forfoden og tanker om indlægsbehandling.

Retter forfoden sig af sig selv, når bagfoden er rettet?

NEJ.

De forfodsstillinger jeg beskrev i sidste nyhedsbrev (nr. 3 om biomekanik) retter sig IKKE af sig selv, uanset hvor godt du forsøger at rette/styre bagfoden.

Den eneste fejlstilling i forfoden, der har gode muligheder for at rette sig, er pes plano transversus. Forfodens bue udspringer ved mellemfodens start pga. den form og ledforbindelse, der er mellem naviculare og cuboideum. Disse 2 knogler er hver især tæt forbundne med talus og calcaneus, og når subtalarleddet ikke er neutralt/kongruent, så er leddet mellem naviculare og cuboideum heller ikke kongruent, hvilket forplanter sig ud til metatarserne. Derfor vil alle betingelser, for at capites ligger hvor de skal, være tilstede når subtalarleddet er neutralt.

I biomekanik foregår meget af indlægsbehandlingen ved at flytte underlaget op til foden. Derfor kan du sagtens forestille dig, at en kile til forfod valgus skal være tykkest lateralt og gå ned i 0 medialt under 2. metatars.

Ved en plantarflekteret 1. stråle er der brug for en bjælke, der er lige tyk hele vejen hen under de 4 laterale metatarser.

Som udgangspunkt skal kiler og bjælker til forfoden placeres under selve metatarsen, og lade capites være frie til at være jævnt i underlaget. Ved store fejlstillinger kan det være nødvendigt at forlænge elementer ud til tåbøjningerne med plads til capites.

Det er naturligvis vice versa ved forfodvarus (som dog altid er rigid) og dorsalflekteret 1. stråle.

Vil du gerne mere i dybden med bl.a. disse fejlstilling skal du overveje klubBiomekanik. Læs mere HER

Grunden til at det netop er forfod valgus og plantarflekteret 1. stråle, jeg omtaler, er at det er de 2 mest almindelige forfodsfejlstillinger.

Bagfoden skal naturligvis også næsten altid have en kile. Som tidligere nævnt står stort set alle bagfødder mere eller mindre i varus. Derfor skal der en kile til bagfoden på lige så mange grader, som bagfoden står i varus. Kun når der er varus af bagfoden i mange grader, skal der overvejes ikke at lægge nogen kile, for så har foden i høj grad brug for at pronere, for ellers vil varusstillingen forstærke sig selv. Det vil den måske endda alligevel.

Det betyder at både bagfod og forfod skal understøttes, og det er en kæmpe hjælp, at kunne udmåle hvor mange grader de forskellige positioner er.

5 Responses to “Indlæg nr. 4 om biomekanik”

  1. Lisbet Pedersen 15 juni 2015 at 05:49 #

    Hej Hanne
    Jeg er ved en fejl kommet til at slette de første 3 indlæg om Biomekanik 🙁 vil meget gerne hvis du kunne maile dem til mig, på forhånd tak 🙂

    Ha`en go`dag

    M.v.h.
    Lisbet Pedersen, Fodterapeut

    • Lisbet Pedersen 15 juni 2015 at 05:51 #

      Hej Hanne , undskyld, jeg så mig ikke for, jeg kan jo finde dem på din side, super godt 🙂 🙂 🙂

      M.v.h.
      Lisbet Pedersen, Fodterapeut

      • Hanne Malcho 15 juni 2015 at 15:28 #

        Super Lisbet

  2. Line 15 juni 2015 at 09:13 #

    Hej Hanne
    Det forvirrer mig (stadig) , når du beskriver “de fleste hæle står i varus “, da det virker helt modsat i min forståelse fra undervisningen fra skolen, hvor det blev kaldt valgus. Om forfoden er i varus el valgus var i forvejen svært at se og når navnene nu, måske, også der er byttet om, bliver jeg dobbelt forvirret.
    Men ellers spændende at læse dine teorier. Det ærgrede mig meget, at vi ikke nåede at kigge på dine cases med subjektive og objektive symptomer for at finde som hjælp til at finde fejl stillinger… håber det kan tages op senere.
    Mvh Line

    • Hanne Malcho 15 juni 2015 at 15:27 #

      Hej Line.
      Jeg er ikke modsat med hensyn til valgus og varus, men jeg retter bare ikke hælen op til lodret, som vi lærer på skolerne. Jeg retter hælen op indtil subtalarleddet er neutralt, og når den er det, så står langt de fleste hæle en lille smule i varus.
      Når 80% af befolkningen står i hvilende stilling er hælene i valgus. Og der hvor jeg er bekymret for forskelligheden, er hvis vi bare retter bagfoden op, uden at tage forfoden i betragtning.

      Du skal slet ikke ærgre dig gul og grøn over, at vi ikke nåede caserne. For dem har jeg kun med som ekstra, når et hold er speciel hurtig opfattende.

      Du må meget gerne prøve at udfylde dem og sende mig en kopi, så kan vi aftale et tidspunkt til sammen at snakke om dem.


Leave a Reply