Nr. 2 i serien om biomekanik.

Posted on 22. maj, 2015 by in Ikke kategoriseret

Dette er nr. 2 i serien om biomekanik.

I dag vil jeg skrive om bagfoden. Om min store frustration, fordi vi vurderer bagfodens position i hvilestilling. Måske vil jeg provokere nogen…

Nederst er der informationer om KlubBiomekanik, nogle kommende gratis webinarer, et par datoer for efterårets kurser og ferie i webshoppen – som i Nyhedsbrev nr. 1.

Hvorfor vurderer vi bagfodens position i hvilestilling?

Når jeg stiller spørgsmålet, er det fordi, vi fodterapeuter lærer at vurdere bagfodens position, når vores pt. står afslappet. Altså foden er IKKE i neutral position (subtalarleddet i neutral position).

Andre undersøgelser foretager vi ud fra neutral: Ledtest og forfodens position i forhold til bagfoden (om der er valgus eller varus af forfoden, eller om 1. stråle er plantarflekteret eller dorsalflekteret). Hvorfor lærer VI ikke om bagfodens position i neutral????

Hvorfor vi ikke vurderer bagfoden med foden i neutral  – det aner jeg ikke.

Gør du?

Er det fordi det er svært at undersøge? Måske, men det er der da så mange andre ting, der også er.

Er det fordi, det ikke er relevant? Det kan nogen måske mene, men jeg synes, det er absolut relevant. Når jeg gerne vil skabe alignment og styre foden til kun at bevæge sig omkring neutral position, så giver det da mening, at vide hvordan bagfodens position er, når foden er i neutral position.

Nu sidder du sikkert og tænker: det jeg gør ved indlægsfremstillling, er da netop at forsøge at gøre bagfoden lige (lodret) med mit indlæg.

JEP.

Det er bestemt også den helt rigtige tanke. Der er bare lige det, at bagfoden meget sjælden er lodret, når subtalarleddet er neutralt. Bagfoden står som regel en lille smule i varus. Og netop derfor er det ikke nok at lægge materiale under medial side af hælen, indtil denne står lodret, for så er subtalarleddet stadig ikke neutralt.

Fodstatus og netop undersøgelsen af bagfodens stilling, hvor vi i vejledningen skal undersøge den i hvile, giver mig tyndt hår. Jeg er bekymret over, at denne undersøgelse vil give forkerte oplysninger til vores database.

Er vi klar til at ændre vores vurderingsgrundlag?

Jeg mener, at når vi vurderer bagfodens position i hvilestilling, får vi et billede af, om der er kompensation for en eller anden fejlstilling.  Når bagfoden i hvile som oftest står i valgus, er det et tegn på hyperpronation. Vi ved at foden skal pronere en smule for at låse leddene op og blive en mobil tilpasser til underlaget. Men denne pronation er ganske lille og skal ikke resultere i, at bagfoden kommer til at stå i valgus i særlig tydelig grad.

Desuden fortæller denne kompensation ikke, om fejlstillingen er f.eks. bagfod varus, hvor bagfoden skal vandre mange grader, før den mediale side får kontakt, eller om det f.eks. skyldes forfod varus, hvor bagfoden må fortsætte pronationen, indtil mediale del af forfoden får kontakt med underlaget. Det vil i sidstnævnte eksempel ikke være nok, at skabe alignment af bagfoden. Her skal både bagfod og forfod styres.

Bagfoden skal styres med en kile – placeret medialt under hælen, på ligeså mange grader som bagfoden står i varus. Hvordan forfoden styres kan du læse om i næste Nyhedsbrev i serien.

Jeg vil gerne skabe debat om vores vurdering af bagfoden (og ser også meget gerne at VI ændrer praksis på området). Kom gerne med din kommentar.

One Response to “Nr. 2 i serien om biomekanik.”

  1. Hanne Malcho 24 maj 2015 at 09:06 #

    Jeg har modtaget et par mails med usikkerhed omkring hvilestilling. Hvilestilling er når pt. står helt almindeligt på sine fødder. Afslappet – naturligt om I vil.


Leave a Reply